Stillinge Børnehus vinder Bygningspræmiering

Stillinge Børnehus har vundet Slagelse Kommunes Bygningspræmiering 2025 – en anerkendelse, vi er meget glade for.

Huset rummer en vuggestuegruppe og to børnehavegrupper med plads til i alt 53 børn i aldersgruppen 0-6 år. Børnehuset er udformet som en vinkelbygning, der danner en klar afskærmning mod vejen og naboen, og åbner sig mod legepladsen. I midten ligger et centralt fællesrum, tænkt som husets hjerte, der understøtter samhørighed og fællesskab på tværs af huset.

Arkitektonisk har det været centralt at skabe imødekommende og velbelyste rammer for at fremme børns og voksnes velbefindende samt at skabe rum og rammer i børnehøjde. Dette er blandt andet gjort ved alkoverne på stuerne, de små grupperum og vinduesnicherne, som er udført i træfiner, og som både kan anvendes til ophold og udstilling. På den måde skabes en diversitet af miljøer og muligheder for at danne fleksible læringsmiljøer i huset.

Stuerne og fællesrummet er orienteret mod legepladsen, og der er skabt visuelle forbindelser mellem ude og inde. På legepladsen er der ligeledes arbejdet med at skabe en diversitet af rumdannelser, som både tilgodeser det mindre barn og det større barn.

Huset er desuden realiseret med fokus på genbrug og bæredygtighed: heriblandt CO₂-aftryk, genbrug af en række materialer fra andre kommunale bygninger, alt jord er genanvendt på matriklen, fokus på indeklima, og brug af materialer med lavere CO₂-aftryk m.m.

Dette har resulteret i en endelig LCA-beregning på 6,73 kg CO₂/m²/år – hvilket er i tråd med de nye lovkrav og væsentligt under det gældende bygningsreglement på opførelsestidspunktet.

I forbindelse med designet af bygningen har det været væsentligt at integrere genbrugsmaterialer og inventar både inde og ude. Dette ses blandt andet i form af tagplader fra en tidligere bygning, belægningssten, legehus, sandkasse, rutsjebane, gynger, børnevaske, toiletter, pusleborde, opvaskemaskiner, lampearmaturer m.m.

Bygningen vinder prisen bla. med ordene “for i al sin enkelthed at skabe rum med god atmosfære og et byggeri der realiserer et flot niveau af bæredygtighed”.

Bygherre: Slagelse Kommune
Totalentreprenør: Niels Lien A/S
Arkitekt: Arkitektfirmaet HS BrunsgaardLaursen & Arkiplus
Ingeniør: Terkel Pedersen Rådgivende Ingeniører ApS
Landskabsarkitekt: Landskabsarkitekterne Roskilde