Den nye idrætshal skulle erstatte den hidtidige Stevnshal, der blev nedrevet.
Baggrunden herfor var, at grundige undersøgelser af mulighederne for at renovere den eksisterende hal kombineret med en ny træningshal ville blive dyrere og ikke fuldt ud give de forbedringer af funktionaliteterne, som de mange brugere af hallen efterspørger.
Forud for beslutningen blev foregået et stort arbejde med at formulere visioner og krav til den nye hal. Dette arbejde blev udført i et godt samarbejde mellem de aktive foreninger og det kommunale udvalg AET.
Det nye hus skulle være borgernes hus og være ramme om kulturelle, idræts- og sportsaktiviteter såvel som møder, teater, fester, loppemarkeder, etc.
Bygningens udformning indtænker løsninger, der medvirker til at reducere energiforbrug og CO2-emission.
Projektet blev udbudt som totalentreprise på grundlag af et funktionsprogram og kravspecifikationer. Udbudsformen var omvendt licitation med fast targetpris, hvor de bydende konkurrerede på, hvad der kan tilbydes for targetprisen og hvilke funktioner, der ikke kunne leveres.
Bygningen indeholder disse funktioner:
- Forhal
- Sammenbygning med svømmehallen
- Omklædning og badefaciliteter
- Aktivitets-/halområde med publikumspladser
- Multisal
- Skydebane (råhus)
- Depoter/toiletter, rengøringsrum, teknikrum
- Klublokaler
- Kontor/omklædning for personale
Arkitektfirmaet HS BrunsgaardLaursen har været bygherrerådgiver på projektet og forestået:
- Rådgivning om udbudsform
- Brugerproces
- Bygge- og funktionsprogram
- Udbud
- Evaluering af tilbud
- Kontrahering
- Bygherregranskning af projektmateriale
- Bygherretilsyn i byggefasen, aflevering