Psykiatrisk Center Ballerup – Nyt Simulationscenter

Arkitektfirmaet HS BrunsgaardLaursen har varetaget totalrådgivningen i forbindelse med ombygning af Psykiatrisk Center Ballerup, da der var behov for at samle kurser og simuleringstræning i et nyt Campus for Psykiatrisk Simulation.

Den nye campus skulle udstyres med faciliteter, som ville gøre det muligt at afholde daglange kurser, og som skulle fungere som et “værksted” eller “træningslokale”, hvor man kunne afprøve strategier og teorier i praksis. Stedet skulle inspirere til fælles øvelse og træning i metoder og arbejdsgange.

Derfor blev projektet udført med en meget fleksibel og robust indretning med flytbare rumdelere, mobilvægge og møbler. Rammene for øvelserne kunne dermed nemt ændres og tilpasses efter behov.

Den fleksible og værkstedsprægede indretning skulle give Campus for Psykiatrisk Simulation en fra dagligdagen frigjort atmosfære af øvelse og træning, men med udgangspunkt i en indretning og et miljø svarende til et fungerende behandlingsafsnit, ambulatorium, mv.

I den nye Campus for Psykiatrisk Simulation er der etableret et fællesrum, som er indrettet til lounge, spise- og grupperum samt ankomstrum/hall.

Endvidere er der indrettet 3 grupperum, 2 undervisningslokaler og 2 simuleringsområder, som fleksibelt kan indrettes til forskellige situationer (sengestue, medicinrum, back office, gang, mv.) med tilhørende depot til rekvisitter.

Derudover er der indrettet faciliteter til kontorer og administrative funktioner.

Bygherre
Region Hovedstaden, Byggesektion 4
Rådgivning
Totalrådgivning
Areal
879 m² om- og tilbygning
Anlægssum
Kr. 15 mio. ekskl. moms
Status
Ibrugtaget
År
2019 – 2021
Ydelser
Totalrådgiver i alle faser fra dispositionsforslag, projektforslag til 1- og 5-års gennemgang. Inkl. projekteringsledelse, arkitektur og design, projektering, udbud, byggeledelse, fagtilsyn og projektopfølgning.