Ombygning og udvidelse af Køge Musikskole

Vi har varetaget totalrådgivningen i forbindelse med ombygning, udvidelse og modernisering af Køge Musikskole for Køge Kommune. Med projektet er der skabt tidssvarende og fleksible rammer, som understøtter moderne musikundervisning og Musikskolens rolle som centralt kulturelt samlingspunkt i kommunen.

Renoveringen tog udgangspunkt i den eksisterende bygning, hvor der blev gennemført selektiv nedrivning af udvalgte bygningsdele. Som led i udvidelsen blev der opført en ny to-etagers tilbygning med foyer, seks akustisk optimerede undervisningslokaler, kontorfaciliteter samt nye opholds- og depotarealer. Foyeren er udformet som et multifunktionelt rum, der kan anvendes til mindre koncerter, foredrag og mødeaktiviteter, og derved sikrer en fleksibel udnyttelse af bygningens fællesfaciliteter.

Undervisningslokalerne er projekteret med særligt fokus på akustik, indeklima og funktionalitet. De er udstyret med avanceret IT-, audio- og videoteknologi, som muliggør både fysisk og online undervisning. I den eksisterende del af Musikskolen er der gennemført en renovering og opgradering af motorer og mødelokaler. Projektet er disponeret med fokus på universelt design, hvor tilgængelighed, orienterbarhed og fleksibel anvendelse er tænkt ind i planløsningerne.

Der har været fokus på design for adskillelse og selektiv nedrivning for at reducere energiforbrug og minimere anvendelsen af jomfruelige råstoffer. Udvidelsen er endvidere funderet på skruefundamenter, hvilket har bidraget til en mere ressourceeffektiv og skånsom byggeproces og har reduceret behovet for beton, minimeret jordarbejder og begrænset indgreb i det eksisterende terræn. Fundamentløsningen muliggør samtidig en høj grad af reversibilitet, idet bygningen i princippet kan demonteres eller tilpasses fremtidige behov med væsentligt lavere miljøbelastning end ved traditionelle funderingsmetoder.

Denne tilgang understøtter Køge Kommunes ambition om at kombinere høj funktionalitet og arkitektonisk kvalitet med konkrete miljøhensyn i udviklingen af fremtidens undervisningsfaciliteter.

Bygherre
Køge Kommune
Beliggenhed
Frihedsvej 12, 4600 Køge
Rådgivning
Totalrådgivning
Areal
Eksisterende areal: 1050 m² samt udvidelse: 300 m²
Anlægssum
14,1 mio. kr
Status
Ibrugtaget
År
2022-2025
Ydelser
Totalrådgivning, Brugerinddragelse, Forslagsfaser, Projekteringsfaser, Fagtilsyn og Aflevering